Farmlink, Kampot peber og en drøm der blev til virkelighed

Sort Kampot peber tørres på traditionel vis unders solens varme

Det var en eftermiddag og jeg sad i loungen på Blissful. Foran mig havde jeg 6 kilo peber fra det lokale market. Det skulle efter sigende være noget af de bedste i verden.  Dette fyldte jeg i små gaveposer som vi solgte som souverniers til vores gæster.

Da jeg var færdig opdagede jeg endnu 1 kilo som var blevet efterladt af en Canadisk tourist. Hun havde den forgående dag været på besøg på en peberplantage hvor hun havde købt det. Da hun så de små pakker vi solgte på hostlet, bestemte hun sig dog hurtig for at købe nogle som hun kunne tage med hjem som gaver. Det var jo nemt da de allerede var pakket i små gave størrelse.

Jeg åbnede posen med det 1 kilo peber som hun havde givet mig, og WOW. Sikke en duft. Jeg kiggede på det, kiggede derefter på det sidste af det peber som jeg lige havde pakket, det peber som var købt på de lokale market i Kampot.

Sikke en forskel. Farven og duften. Da gik det op for mig at peber ikke bare er peber! og min verden har aldrig været den samme siden….

Senere samme aften sad min franske manager, Jerome og jeg selv og fik en sludder for en sladder. Emnet peber blev bragt på banen og jeg delte dagens oplevelse. Jeg fortalte ham om hvor dårlig kvaliteten havde været på det peber jeg havde købt på markedet i forhold til det peber den Canadiske turist havde købt direkte hos bonden på plantagen.

Ifølge damen på markedet som jeg altid købte mit peber af, var det af den bedste og højeste kvalitet. Nu tænker I måske at hun nemt kunne have givet mig mindre kvalitet fordi jeg ikke snakkede sproget, men der tager I fejl, på det tidspunkt havde jeg boet i Cambodia i 4 år og talte sproget udemærket!

Jerome blev tavs og sad med et lidt fjernt eftertænksomt blik i øjnene. Efter lidt tid talte han endeligt.”Det kan ikke være rigtig at man ikke kan købe ordenligt Kampot peber på det lokale market, det er jo et produkt der er høj kvalitet og har altid været anerkendt for lige netop det” Det må vi ændre på!

Et par dage efter snakken om pebret besluttede Jerome sig for at tage en tur ud på landet, Han ville ud og lede efter peberbønder…

Den aften kom han tilbage og bag det tykke lag støv, de lyserøde solbrændte kinder var der en meget træt, men også meget glad Jerome. Han øjne skinnede og der var en lidenskab i hans stemme som jeg ikke havde oplevet før.

“De er derude!”

En af peberbønderne med hans familie

En peberbonde og hans familie

Han var kørt væk fra Kampot by, først af asfaltveje, senere af mindre veje, og tilsidst var det på gå ben mellem rismarkerne, og her fandt han dem, peberbønderne.

Mange af disse halvgamle gutter kunne udover deres modersprog Khmer også snakke fransk. Det havde de lært før den grusomme krig enten via skolen eller gennem de franskmænd som de tidligere havde arbejdet med.

De inviteret  Jerome til at sætte sig ned med dem under mangotræet, og efter lige at have set ham an, begyndte historierne. Om de gamle dage, de gyldne tider. Dengang hvor der var peber plantager så langt øjet kunne se. Da det at være peber bonde var det fortrukne erhverv i området. Der var penge i det, og de levede et rigtig godt liv hvor der ikke manglede noget.

“Sådan er det desværre ikke mere” fortalte en af bønderne.

Efter krigen, i slutningen af 1990’erne kom vi tilbage hertil. “Mange af os ville dyrke peber igen, det er jo det vi ved hvordan man gør og det er det vi er gode til.”

De begyndte den lange kamp med at rengøre landet, at  indhegne det så der igen kunne dyrkes peber.

Fra man planter en peber busk til man kan begynde at få udbytte går der 3 år, og det er meget arbejds og tidskrævende. Jorden skal årligt kultiveres, læhegn skal sættes op, så buskene bliver beskyttet mod blæst og den stærke bagende sol. Gødning skal tilsættes og buskene skal vandes meget når den stærke Cambodijanske sol bager.

Allerede inden den første høst var i hus, begyndte problemerne at melde sig.

De gamle vandingsanlæg var der ikke mere, og de vandhuller hvor de kunne hente vand fra lå typisk 5-8 km fra plantagerne. Da peber buske skal have ca 10 liter vand hver 3 dag, er det mange lange ture  under den varme sol der skal gåes, og det blev forståeligt ikke altid gjort.

Lidt eller ingen vand og tørstige pebertræer

Den gødning de bruger er organisk og mange af de produkter der bruges,  finder de i naturen, men der er stadig nogle af dem der skal købes. Penge var der ingen af, så gødningen blev spartansk.

Med modvind fra disse og andre forhold blev det derfor til en lille høst de første år.

De gamle plantager var store og mange af dem havde 2000 pæle, hvor omkring der blev dyrket peber. De nystartede plantager var mellem 100-300 pæle. Selvsagt var produktionen meget mindre end i de gamle gyldne tider. (1 pæl kan under gode forhold give mellem 2.5 og 3 kg) Da bønderne atter startede peberproduktion fik de mellem 1 og 1.50 kg peber per busk per pæl.

Kampot peber plantage

Før krigen havde bønderne været vant til hjælp fra franskmændene. Bønderne høstede pebret, de tørrede det og pakkede det i store sække. Herefter tog franskmændene over, pakkede det i eksport egnet emballage, og sørgede for at videre sende det, især til Frankrig hvor de havde kontakt med importører, restauranter og butikker der alle ville have fingerene i denne peber.

Nu var franskmændene væk.

For en bonde der har 50 kg peber at sælge, er det en meget lang tur ind til det lokale marked for at prøve at sælge sit peber. Ydermere er han ikke handelsmand og er ikke vant til at handle med de hårdføre kvinder på markedet, så derfor kom han ofte tilbage efter at have solgt sit peber for en meget lav pris der ingen gang dækkede hans produktions omkostninger.

I stedet for at bonden kørte på markedet skete der istedet noget utrolig trist, og  det kunne have været bleven enden på Kampot peber produktion endnu engang.

Forbi kom en lastbil, ofte med en vietnamesisk handelsmænd, han tilbød bønderne en 1/5 af værdien for at købe pebret her og nu. Nogen penge var bedre en ingen penge, og bønderne havde ikke noget valg andet end at sælge til Vietnam.

Lastbilen kørte til Vietnam hvor der også dyrkes peber i stor stil, men ikke nær den samme kvalitet som Kampot peber.Vejr og vindforhold er forskellige, samt dyrknings metoder der går i arv fra generation til generation. Her blev Kampot peber mikset med Vietnamesisk peber, for derefter at blive solgt og markedsført som Kampot peber. Det meste af dette peber endte tilbage i Cambodja, ja selv Kampot market sælger denne slags peber. Resten blev  eksporteret verden rundt, alt under navnet Kampot peber.

“Det er jo helt forrykt og fuldstændig forkert” sagde Jerome til landmændene, det må vi da lave om på.

Det ønsker vi også, men vi ved ikke hvordan vi skal gribe det an.

Tidligere har der været NGO’er og de har startet en masse projekter med os. når de finder ud af modvinden og hvad de er oppe imod forsvinder de ligeså hurtigt som de ankommer.  De er mere interesseret i positiv omtale for dem selv, end de er for at hjælpe os, vores familier og vores fremtid.

Fra alle sider var snakken intens. De tog afsted med hinanden den eftermiddag med en  aftale om at mødes 2 uger efter. Både landmændene og Jerome havde ting der inden da skulle forberedes.

Bønderne skulle finde og samle alle de andre bønder i området som der dyrkede peber. Alle skulle komme med til næste møde i pagodaen, for at få et overbilk over hvor mange der var.

Jerome, han skulle have mig ombord, og sammen lagde vi en plan.

Peber er ikke blot peber, del 2

Efter at Jerome havde fortalt historien om bønderne, deres peber og deres iver efter at dyrke mere, skulle der ikke mere overtagelse til, jeg var klar!

Efter meget snak  frem og tilbage fandt vi ud af  hvem der skulle gå i gang med hvad.

Jerome begyndte på alt det analytiske, udarbejdelse af diverse rapporter, forretningsplan, ideer til finansiering, bøndernes akutte behov osv.  Jeg selv skulle finder kunder der ville købe vores pebre, designe emballage vi kunne sælge det i, udarbejde brochurer, visitkort og anden information.

Kort fortalt skulle Jerome samle de 3 landsbyer hvor hoveddelen er bønder boede i , ca. 180 bønder, til en association og jeg selv skulle finde kunder der ville købe pebret.

Vi skulle jo også finde på et navn. Der blev brainstormet, og efter en lang dag med masser af ideer, nogle bedre en andre…  Nåede vi frem til FarmLink  Ltd.  Linket mellem bønderne og køberen.

Valg til bestyrelsen

Tiden gik og inden for længe var vi et skridt nærmere. Jerome fik organiseret bønderne og der skulle afholdes valg for at finde en ”bestyrelse” af associationen. Det blev ikke et valg som vi kender det, da det er de færreste bønder der kan skrive deres navn. Det blev et valg hvor hver repræsentant havde et dyr som de andre kunne stemme på.

Bønderne lytter spændt mens valgdagens program fremlægges

Hver repræsentant symboliserede et dyr, og det dyr man syntes skulle i bestyrelsen stemte man på.

Resultaterne af det første valg.

En meget lærerig valg dag der forgik uden snyd, hvilket i Cambodja er noget unikt.

Uden vand er det intet peber.

En af de første udforinger bønderne og vi stod overfor var mangel på vand til peberplanterne.

Som situationen var da vi gik i gang deltes 2-4 bønder om et vandhul der lå ca. 5 km. Væk fra deres plantager. De var nødsaget til at gå den lange tur adskillige gange for at kunne vande de tørstige pebertræer.  Selvsagt blev det sjældent gjort. Med hjælp fra en god Hollansk ven, Peter Claessens og hans venner i Holland vi fik indsamlet donationer til at  kunne udgrave nogle vandhuller. En lokal NGO stillede en gravko gratis til rådighed og sammen fik vi udgravet vandhuller der nu lå i menneskelig gåafstand fra hver plantage. Fyldt op med grundvandet var der nu endelig vand til de tørstige plantager der hungerede efter vandet, og resultaterne var meget synlige. Der kom langsomt men  sikker liv i buskene igen, og produktionen begyndte at forøges.

En fortvivlet peberbonde ved en af de gamle og udtørret vandhuller

At hente vand er et fuldtidsjob hvor alle i familien hjælper til

Jerome, Sok Lim og en af peberbønderne inspicerer et af de nye vandhuller

Et af de nye vandhuller med peberplantagen i baggrunden

En glad peberbonde og glade peberbuske

 

Cain melder sin ankomst. 

Vores forretningsplan var nu ved at være færdig, og Jerome mødtes med mange rigmænd og potentielle investorer. Jeg blev som ”den hvide kvinde” holdt lidt i baggrunden da det er en ren mandeverden….Mange af dem var blot interesseret i en hurtig gevinst, og når de fandt ud af at de var der ikke trak de sig ud. Et par gange var jeg dog med til middag hvor vi skulle diskuterer nærmere, og det blev til nogle uforglemmelige oplevelser jeg sent glemmer. Desværre bragte det ikke frugt, indtil vi mødte Cain. Cain og hans familie var flygtet til USA under borgerkrigen. Efter Khmer rouge kom de atter tilbage og havde efterfølgende tjent mange penge i stål industrien, på at importer stål til de mange byggerier der skød op rundt omkring i landet.  Efter mange mødes frem og tilbage sagde han endelig den sætning vi indtil da kun at turde håbe på. ”jeg tror på jer og jeres projekt og vil gerne investerer 50.000 USD i jeres firma!”

Wow, så stod vi der, med 50.000 US klar til at købe peber, klar til at tage drømmen et skridt videre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *